Topbillede med græs gif

Kursusgange

Ved hver kursusgang har I mulighed for at stille gruppens ledende sundhedsplejerske spørgsmål om dét, I finder relevant - eller kommer i tvivl om undervejs. Ofte vil der også blive uddelt relevant information om de enkelte emner fx foldere eller gode links til hvor I kan læse mere om emnerne. Disse links og materialer kan I også finde på vores hjemmeside www.furesoe.dk/familieliv

Herunder kan I læse lidt mere om de enkelte kursusgange.

Vi håber, at I bliver glade for at blive en del af Furesø Familieliv. Vi ser frem til at møde jer.

1. Graviditet og økonomi

Velkomst og præsentation. Om netværk, babyudstyr, økonomi og orlovsmuligheder.

Når I møder hinanden første gang er graviditeten ca. i 36. uge. Gruppens ledende sundhedsplejerske byder velkommen. Hun vil bl.a. fortælle om Furesø Familieliv – hvad går det ud på? Hvad er baggrunden? Formen, indholdet  og alt det praktiske. Herefter  præsenterer I jer selv og udveksler kontaktoplysninger mm.
Derudover  vil der være oplæg om: Netværk, og orlovsmuligheder -  og I vil få gode råd til valg af babyudstyr. Endelig vil en bankrådgiver fortælle, hvordan I bedst muligt styrer økonomien før og efter barnets ankomst.

2. Den første tid som familie

Fødselsoplevelser og hverdagen med spædbarnet. Om søvn, samspil og barnets signaler.

Ved anden kursusgang vil jeres barn være ca. 1 måned gammel. Vi siger tillykke, hilser på hinandens babyer  og snakker om fødselsoplevelser og hverdagen med spædbarnet. En familiekonsulent vil fortælle om tilknytning, samspil og barnets signaler. Og sundhedsplejersken vil fortælle om betingelserne for en god søvn og give gode råd til, hvordan I som forældre kan tackle jeres spædbarns gråd.

3. Barnets og familiens udvikling

Efterfødselsreaktioner og spædbarnets behov. Om forventninger, tillid og kvalitet i familielivet.

Jeres barn er nu ca. 2 måneder og begynder at udvikle sig som et socialt væsen. Ved denne kursusgang vil en psykolog fortælle om barnets udvikling og om, hvordan I bedst muligt kan stimulere og imødekomme jeres barns behov.

Herefter vil sundhedsplejersken fortælle om forskellige efterfødselsreaktioner,  og hvilken betydning de kan have for barnet og hele familien.

4. Motorisk udvikling

Hvordan stimulerer du dit barns udvikling? Om motorik, sanselege og sikkerhed i hjemmet.

Fra barnet er ganske lille er det vigtigt at have fokus på dets motorik, og nu, hvor det er omkring 7 måneder, sker der rigtig meget. En fysioterapeut vil fortælle om sansemotorik, balancesans, vise forskellige øvelser og give gode ideer til sjove lege med dit barn. Der er fokus på at stimulere barnet i stedet for at servicere. Vi taler også om sikkerhed i hjemmet og om gode opmærksomhedspunkter, når man vælger tøj og sko til barnet.

Medbring et tæppe og en pude.

5. Mad, søvn og døgnrytme

Overgangskost og rutiner. Om måltider, spisevaner og gode putteritualer.

Jeres barn er nu ca. 4-6 måneder, og det er aktuelt at snakke om overgangskost, og om hvornår jeres barn er parat til at få skemad. Sundhedsplejersken fortæller bl.a. om Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til amning, overgangskost samt jern og vitaminer,  og I får gode råd til, hvordan I kan vurdere barnets parathed og behov for skemad. Undervejs skal vi se nogle relevante filmklip om småbørn og mad.

Dagens andet emne er søvn: Hvad kan I forvente af et barn på 4-6 måneder med hensyn til søvn og rytme? Hvordan putter I jeres barn? Og hvilken betydning har putteritualer?

6. Parforhold

Hvordan holder vi liv i kærligheden? Om samliv, nærvær og tålmodighed.

Når I mødes denne gang er jeres barn omkring 5 måneder gammelt, og I er måske så småt begyndt at vænne jer til livet som småbarnsfamilie. Mange nybagte forældre fortæller, at deres parforhold skulle fortælles på en helt ny måde, da de fik det første barn. Med hjælp fra en Børn og Familiekonsulent vil 6. kursusgang sætte fokus på netop disse nye vilkår for parforholdet og for voksenrelationer generelt.  

Vi er opmærksomme på, at nogle børn lever sammen med blot en forældre, og kursusgangen vil blive tilrettelagt ud fra den enkelte gruppe.

7. Sundhed og tænder

Hvad gør jeg når barnet får feber? Om symptomer, infektionssygdomme og barnets tænder.

Jeres barn er nu omkring 6 måneder og er måske allerede begyndt at få tænder. En tandlæge/tandplejer vil derfor fortælle om tandbørstning, tandpasta, tandstilling og brugen af sut. Hvad gør I hvis uheldet er ude? Hvornår bliver barnet indkaldt til tandlæge? Og hvad foregår der ved første tandlægebesøg?

Sundhedsplejersken vil  supplere med informationer om feberkramper, brugen af Panodil, om hvornår barnet er klar til at starte i institution efter sygdom mm.

8. Familiejura & hjælp

Familierådgivning - hvad er det? Om rådgivning, hjælp og de juridiske rammer for familien.

Alle familier kan komme i situationer, hvor der er brug for hjælp udover den hjælp, man kan hente i sit nære netværk.
 
Jeres barn er nu ca. 3 måneder, og ved denne kursusgang vil en socialrådgiver fortælle om, hvor og hvornår I kan henvende jer, hvis I får brug for at søge støtte,hjælp og rådgivning i Furesø Kommune. Desuden vil en jurist informere om de retlige rammer for en familie, og om hvordan man som nybagt familie bedst sikrer sit barn og hinanden.

9. Sproglig udvikling

Hvad er vigtigt for dit barns sproglige udvikling? Om  rim og remser,  dialogisk læsning  og sproglig stimulation.

Jeres barn er nu omkring 8 måneder,  men har fra sin fødsel kommunikeret med omverdenen. Talepædagogen  fortæller om vigtigheden af kommunikation, sprog og om at over- og understimulering. I vil få en gennemgang af det lille barns sproglige udvikling. Der vil også være praktiske øvelser og fokus på rim, remser, vrøvleord og gentagelser.

10. På vej ud i den store verden

Forældre på arbejde og barn i dagpleje eller vuggestue. Om separationsangst , søvn og overgange.

Barnet er nu ca. 9 måneder og lige omkring den alder, hvor mange børn begynder  i dagpleje eller vuggestue. En pædagog vil fortælle om, hvordan børn og forældre bliver klar til institution, og I vil tale om de forventninger I har til institutionsstarten. Samtidig betyder det at starte i institution en forandring på hjemmefronten, og sundhedsplejersken vil tale om det lille barns søvn og behov for tryghed.

11. Hverdagslivet i familien

Kommunikation og samarbejde. Om hvordan alles behov tilgodeses mest muligt.

Det er nu to måneder siden at vi sidst så hinanden og jeres barn er i mellemtiden blevet ca. 11 måneder. Familieterapeuten og gruppen taler om hverdagen i familien med fokus på hvordan både mor, far og barnets behov tilgodeses i en travl hverdag. Hvordan fortsætter vi med at være en nærværende og aktiv medspiller til vores partner? Vi laver nogle øvelser og bruger humor til at sætte fokus på de udfordringer, der i perioder opstår i alle familier.

12. Sygdom, ulykker og førstehjælp

Hvornår bør jeg kontakte lægen? Om sygdom, forsikring og førstehjælp.

Denne kursusgang bliver afholdt på Falck stationen i Farum, hvilket sikkert vil glæde jeres nu ca. 14 måneder gamle barn. Her vil en falckredder undervise i førstehjælp til mindre børn. Desuden fortæller sundhedsplejersken om, hvornår det er aktuelt at ringe til 1813 og lægevagten, og om hvilke symptomer du skal være opmærksom på ved sygdom.

13. Barnets selvstændighed

Kan selv – vil selv.  Om adskillelse, opdragelse og tydelige forældre.

Et ca. 18. måneder gammelt barn kan være en selvstændig størrelse, og det er omdrejningspunktet for kursusgangen. En psykolog fortæller om opdragelse, og hvilken indflydelse forældrestilen har på barnets udvikling. Vi skal høre om vigtigheden af at forældre viser ansvar og lederskab i familien og om barnets udvikling af selvfølelse. Desuden vil vi tale om fars og mors roller i forbindelse med omsorg for barnet.

14. Hvor går vi hen?

Hvilke værdier skal være grundlæggende for vores familie i fremtiden? Afrunding og afslutning.

Der er nu gået et halvt år siden vores sidste kursusgang og jeres barn nærmer sig to år. Vi taler om de udfordringer I møder i hverdagen, og en psykolog genopfrisker hvilken indflydelse forældrestilen har på familiens  liv sammen. Vi vil også arbejde med, hvordan familien skaber et fælles værdisæt og runde af fra Furesø Familieliv og give stafetten videre til jer.

 


 
Sidst opdateret 12. juni 2018

» Kontakt

Sundhedsplejen

Farum Kulturhus,
Stavnsholtvej 3
3520 Farum
Tlf.: 7235 5695

Skriv til os via Digital Post


www.sundhedsplejen.furesoe.dk/
Download Adobe Reader
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.