Topbillede med græs gif

Til nye forældre

Tillykke med graviditeten!

Furesø Familieliv giver jer information og vejledning om de udfordringer og spørgsmål, der venter som ny familie.

Ingen familier er ens

Det gælder om at finde jeres måde og erkende, at der ikke er et færdigt manuskript til, hvordan I lykkes som forældre. Kig på dig selv, kig på hinanden og ikke mindst kig på barnet.

Trives I, så er I på rette vej.

I starten går tiden med at dække de basale behov – amme, skifte ble, kropskontakt og søvn. Men hverdagen melder sig på banen og selvom de fleste oplever uforbeholden kærlighed, glæde, stolthed, vil der også være øjeblikke med frustration og manglende energi, fordi der ikke er timer nok i døgnet til at tage en pause og fordøje de nye roller eller gøre nogle af de ting, man gjorde før.

Der er ingen pauser og heller ikke meget søvn og, det gælder om at holde sammen de første år. Derfor er det vigtigt at have et godt netværk at støtte sig til i de første år, og her er det ikke altid nok med ens egen familie. Det er rart og trygt at diskutere og snakke med andre nye forældre.

Gennem et kursusforløb på 14 moduler - får I bl.a.:

  • viden om jeres barns udvikling og trivsel, parforhold, førstehjælp, kost og sundhed
  • et trygt forum at stille spørgsmål og dele erfaringer i
  • mulighed for at opbygge et stærkt netværk med andre nye forældre


På kurset vil I møde forskellige oplægsholdere og fagpersoner -  både fra det offentlige og det private erhvervsliv. Ved hver kursusgang vil der være en sundhedsplejerske og en anden fagperson - fx en talepædagog, fysioterapeut, en pædagog, en tandplejer, en forsikringsassurandør eller en børne- og familierådgiver.  

Temaer i kursusforløbet:

  • Familiedannelse
  • Barnets udvikling, trivsel og tilknytning
  • Overgangskost, søvn og døgnrytme
  • Barnets selvstændighed og opdragelse
  • Økonomi, orlov og juridiske rettigheder 

Tilmelding

Måske har I allerede fået en pjece om Furesø Familieliv af jeres læge eller jordemoder og derigennem tilmeldt jer Furesø Familieliv, men hvis ikke, kan I tilmelde jer via Digital Post.




Sidst opdateret 12. juni 2018

» Kontakt

Sundhedsplejen

Farum Kulturhus,
Stavnsholtvej 3
3520 Farum
Tlf.: 7235 5695

Skriv til os via Digital Post


www.sundhedsplejen.furesoe.dk/